VULKANEN (fra "Lyt til løven - Yogaremser for børn")
En vulkan må vente længe,
før den endelig kan sprænge,
står og syder for sig selv,
eksploderer med et smæld
(træk vejret dybt og eksploder som en vulkan)
EN NY BY (fra "Fagter og grimasser")
Start med at sidde på hug og knytte hænderne. Remsen siges langsomt, mens hænderne lægges ”lag på lag” oven på hinanden, fra gulvet og op. Kom langsomt op at stå, og fortsæt byggeriet højt op over hovedet. Til sidst vakler man og falder ned på gulvet.
Vi vil bygge os en by,
som når op til himlens sky.
Byen bygger vi af sten,
som vi lægger én for én.
Vi må op at stå på tæer
for at bygge huset her.
Det må ikke gå itu,
HOV, PAS PÅ, det vælter NU!
ELEFANT ("Fra Bogen "Snakkepakker")
Tramp rundt imellem hinanden som store elefanter, mens remsen siges rytmisk. Hop til sidst rundt og sig AAV
Elefanter, de er tunge,
selv en lille, nyfødt unge!
Hvis den tramper på din tå,
så bli’r tåen flad og blå.
Sang (synges på “Rapanden Rasmus”)
(sving armen som en snabel, sug til sidst "vand" op med snablen og "sprøjt" efter hinanden)
Se elefanten, hvor er den dog stor,
svinger sin snabel og smider med jord,
drikker af spanden og leger en leg:
Den sprøjter vand li’ i ho’det på dig!
BJØRNEPJAT (fra "Fagter og grimasser")
Gå rundt som store bjørne, med brede skridt og armene bredt ud. Til sidst kilder alle hinanden.
Der var engang en bjørn,
der kyssed’ alle børn,
men dengang den var lille,
da ku den bare … kilde!
MYGGEREMSE (fra "Fagter og grimasser")
Der er mange myg i luften,
og de stikker overalt,
jeg har smækket mange af dem,
mange fler’, end jeg har talt.
/: Gå så VÆK, VÆK, VÆK,
eller SMÆK, SMÆK, SMÆK! :/
(peg op i luften, prik rundt på kroppen, klap op i luften, vift myg væk og slå til sidst hænder sammen)
KLOVNEN (fra "Fagter og grimasser")
Én klovn var lidt trist,
og en anden var glad,
én næse var spids,
og en anden var flad,
én nikkede ja,
og en anden sag’ nej,
én gemte sig væk,
og en anden sag’ "HEJ"
(træk mundvige ned og op, træk i næse og tryk på den, nik og ryst på hovedet, gem ansigt i hænder, kig frem og sig "Hej"
KROKODILLEN
(fra "Fagter og grimasser" - remsen vises HER)
Se min lille krokodille,
det er én, jeg lig’ har fået.
Man kan klappe den på ho’det,
og den gør slet ikke noget.
Højre hånd stryger venstre hånd + klapper venstre hånd. Smæk så hænderne sammen , sig AV og pust.
Tredje linje kan erstattes med :stryge den på kinden, kilde den på snuden,
nappe den i øret, trykke den på maven,trække den i halen osv.
TELEFONEN
(fra "Lyt til løven - yogaremser for børn")
Jeg må ta' min telefon.
Hør, den ringer, er der no'n?
Nej, jeg kan vist bedre høre
ovre i det andet øre.
(træk foden op mod øret som en telefon, hold strækket lidt - skift fod)
BAMSE-KNUS (fra "Fagter og grimasser")
Lille bamse, kom til mig, (lok med pegefinger)
jeg vil gerne kramme dig. (slå arme om jer selv)
Dine øjne, de er søde, (peg på øjnene)
dine kinder, de er bløde. (stryg kinderne)
Snuden her er dejlig varm, (gnid på næsen)
li’som pelsen på din arm. (ae den ene arm)
Godt vi bor i samme hus, (form et hus)
kom og få et BAMSE-KNUS. (knuse-bevægelse)
KRABBEN (fra "Fagter og grimasser")
Sid over for hinanden, hånden kravler hen over gulvet
Hen over sandet vil den gå,
den travle lille krabbe,
men kravler den forbi en tå,
så vil den bare... nappe!
(napper barnets tæer)
PANDEKAGEN (fra "Snakkepakker")
Pandekage, sød og flad,
kom, og gør min mave glad.
Først skal du fra panden op,
rundt i luften med et hop.
Og hvis mor hun si’r, jeg må,
vil jeg gi’ dig sukker på.
Derpå ruller jeg dig rund,
så du passer i min mund.
(hold håndflade frem og stryg på mave, vend pandekage i luften, strø sukker på, rul sammen og tag en "bid")
BÅDEN (fra "Lyt til løven - Yogaremser for børn")
Når man sidder i en båd,
er det nemt at blive våd.
Balancér så godt I kan
gennem flodens kolde vand.
Vil I hjælpe med at ro
hen imod den lille bro?
Årer frem, tilbage, frem,
sammen ror vi stille hjem.
(balancér på numsen og ro)
GODDAG OG GODNAT HAT (fra "Snakkepakker")
Synges på ”Jens Pedersens ko den har horn”.
En hat er en god ting at ha’, (løft hat og buk)
med dén kan man sige goddag,
og når man er træt og vil sige godnat, (gab)
så løfter man bare sin hat. (løft hat og buk igen)
TI SMÅ SØDE MUS (fra "Fagter og grimasser")
I et lille øde hus (et hus tegnes i luften)
bo'de ti små søde mus: (ti fingre vises)
Nr. 1 ku li' at gynge, (en finger vises frem)
nr. 2 ku li at synge, (to fingre vises frem osv)
nr. 3 ku lave mad,
nr. 4 gik i bad,
nr. 5 ku dække bord,
nr. 6 fik kys af mor,
nr. 7 ku li' at bage,
nr. 8 ville smage,
nr. 9 sprang rundt som frø,
nr. 10 den råbte BØH ! (alle fingre flyver frem, mens der råbes Bøh)
SYV SÆRE SILD (fra "Fagter og grimasser")
På en fremmed klode bo’de (form klode)
syv små sild på havets bund, (hånden svømmer)
med det samme smalle ho’de, (tryk på hovedet)
men med hver sin sære mund: (lav sjov mund)
Én var hele tiden sur, (træk mundvige ned)
én var hele tiden glad, (træk mundvige op)
én var træt og tog en lur, (snork)
én åd hele tiden mad. (spis og smask)
Én var sjov, med krøllet mund, (krøl mund )
én gav kindkys til sin unge, (kys ud i luften)
én blev bange uden grund, (gem øjne)
når de andre rakte TUNGE! (kig frem, ræk tunge)
STOLEN og BORDET (fra "Lyt til løven - Yogaremser for børn")
Stole kan man sidde på,
når man ikke gider stå.
Først to armlæn, ingen sag,
så et sæde til din bag. ("sæt jer" i luften)
Alle bordene er flade,
fire ben og så en plade,
for man vil jo ikke ha',
at der falder noget af. (stå som borde)
SØLØVEN (fra "Lyt til løven - Yogaremser for børn")
Når en søløve får lov,
kan den li' at lave sjov,
løfter sine flade labber,
sidder bare glad og klapper.
(balancér, klap håndrygge og fødder sammen)
BANGE ("Fra Flere snakkepakker" - om krop og følelser)
Slå med flade hænder på lår eller underlag som torden, der nærmer sig og bliver højere og højere. Klap til sidst hænderne hårdt sammen over hovedet.
Der er tordenvejr i byen,
der er bulder, brag og lyn,
jeg bli'r ude af mig selv,
når de rammer med et SMÆLD.
HUMØR
("Fra Flere snakkepakker" - om krop og følelser
- vis fagter undervejs)
Vores ansigter er smarte,
man kan se, hvordan vi har det:
Er du bange, kan din mund
råbe op og blive rund.
Når vi skændes med hinanden,
kan vi rynke vredt i panden.
Er der noget, man er ked af,
så kan munden bue nedad.
Når humøret er i top,
buer munden bare op.
Eksempler på fagteremser