Motoriklege

PANDEKAGEN - Fra bogen Aktive fortællinger. Børnene snakker med på rimordene med fed, og i omkvædet drejer og hopper de som pandekagen, mens de snakker med på remsen.

 

 

Der var engang en pige,

som elsked' pandekager.

Hun fyldte dem med nødder

og is og søde sager.

 

Hun sagde: "Pandekage, vend",

og pandekagen slog et slag.

Hun sagde: "Pandekage, hop",

og pandekagen hopped af.

 

Så hentede hun dejen

og lavede en anden.

Der lå den flad og dejlig

og bagte sig på panden.

 

Hun sagde: "Pandekage, vend",

og pandekagen slog et slag.

Hun sagde: "Pandekage, hop",

og pandekagen hopped af.

 

Hun bagte endnu flere,

og mens de lod sig bage,

så ventede hun bare

på snart at skulle smage.

 

 

Hun sagde: "Pandekage, vend",

og pandekagen slog et slag.

Hun sagde: "Pandekage, hop",

og pandekagen hopped af.

 

Så bagte hun den sidste,

som først var helt normal,

men mens den lå og stegte,

så blev den pluds'lig gal.

 

Hun sagde: "Pandekage, vend",

og pandekagen slog et slag.

Hun sagde: "Pandekage, hop",

og pandekagen hopped af.

 

Den trilled' hen ad bordet

og ned fra bordets kant

og ud igennem døren,

om hjørnet og forsvandt.

 

Men der stod pigens mormor

og sagde pænt "Go'dav".

Hun spiste pandekagen,

imens den råbte "AV".

STORK LANGEBEN - Fra bogen "Aktive eventyr"

 

Stå f.eks. op og læs historien sammen. På den måde kan I bedre vise fagter og bevægelser: balancere på ét ben, holde vagt, flyve, "skyde" som jægeren, lade ben vikle sig sammen osv.

Børnene snakker med på remsen, så godt de kan, og i begyndelsen eventuelt bare på rimordene.

 

Der var engang et storkepar, der havde bygget rede oven på skorstenen af et lille hus.

I reden lå fire storkeunger. Storkefar ville passe godt på dem, så han stod på tagryggen og holdt vagt hele dagen. Det var lidt kedeligt, så han øvede sig i at stå på et ben imens. Storkeungerne derimod havde hverken lært at gå eller stå endnu. Deres lange ben viklede sig ind i hinanden og var ikke til at styre.

Så pegede gadens børn op og drillede:

 

”Stork, stork langeben,

lang og klodset, hver og én.

Kommer jæger’n, er det slut,

for så bli’r I alle skudt!”

 

”Hvad er det dog, de siger?” peb storkeungerne. ”Bliver vi skudt?”

”I skal ikke høre på dem,” sagde storkemor. ”Der er ingen, der bliver skudt. Se bare jeres far, hvor roligt han står, og endda på ét ben, så der er ingenting at være bange for.”

Men næste dag pegede børnene igen op og drillede:

 

”Stork, stork langeben,

lang og klodset, hver og én.

Kommer jæger’n, er det slut,

for så bli’r I alle skudt!”

 

”Åh nej,” græd storkeungerne. ”Vi er så bange.”

”Der kommer ingen jæger,” sagde storkemor, ”især ikke hvis I lærer at flyve, så vi kan rejse sydpå. Dernede bygger de sjove, trekantede huse, og frøerne er så fede og lækre, at I ikke kan tænke på andet end at spise.”

”Så må vi øve os, inden jægeren kommer,” peb ungerne og øvede sig straks i at stå på taget uden at falde. Men børnene pegede hver dag op på dem og drillede:

 

”Stork, stork langeben,

lang og klodset, hver og én.

Kommer jæger’n, er det slut,

for så bli’r I alle skudt”!

 

Storkeungerne var lige ved at snuble af angst, så storkefar bøjede hovedet bagover og sagde sjove lyde med næbbet for at gøre dem i bedre humør. Men det hjalp ikke.

 

 

”Vi dykker ned og hakker deres øjne ud,” råbte storkeungerne.

”Så, så” sagde storkemor. ”Først må I øve jer. Prøv at svæve rundt om skorstenen, først venstre om, så højre om.”

”Kun hvis vi må få hævn,” sagde ungerne.

”Det må I,” lovede storkemor, ”når I er blevet gode til at flyve.”

Så de øvede og øvede sig, og hver dag stirrede de vredt ned på børnene, der pegede og drillede:

 

”Stork, stork langeben,

lang og klodset, hver og én.

Kommer jæger’n, er det slut,

for så bli’r I alle skudt!”

 

”Nu kan vi flyve,” råbte ungerne en dag. ”Nu kan vi dykke ned og hakke dem.”

”I er ikke store nok,” sagde storkemor. Hvis de får fat i jer, giver de jer til jægeren. Og så bliver I skudt, præcis som de siger. Først skal I ned til mosen og spise jer stærke.”

Så fløj familien til mosen sammen med byens andre storkefamilier, for ved mosen boede der store, saftige frøer. Og efter en måned med god mad råbte ungerne: ”NU er vi store og stærke nok. Lad os få hævn.”

Storkemor sukkede. ”Ja ja, men først må vi se, om I kan flyve, som I skal.”

Hun fløj op, og ungerne fulgte efter, for nu skulle de nok vise hende. Storkemor og storkefar fløj i en bue rundt om byen med kurs mod syd. De fløj og fløj, lige indtil det blev varmere, og de kunne se pyramiderne.

Først da landede de, og ungerne kiggede sig forvirrede omkring.

”Men hvor er børnene, der pegede og råbte:

 

Stork, stork langeben,

lang og klodset, hver og én.

Kommer jæger’n, er det slut,

for så bli’r I alle skudt!?”

”De sidder hjemme i Danmark og fryser i

sneen,” sagde storkemor. ”Og for resten

skulle I hellere takke dem end hakke dem,

for husk, det er deres skyld, at I endelig lærte at flyve.”

 

Fra projekt "Med hele kroppen", Lotte Salling, Chalotte Runge, Maiken Willer

Fra bogen "Aktive fortællinger", Lotte Salling / Dafolo